Dag 22-26: Alleghe-Belluno

Dag 22 gik op til Rifugio Tissi i skyggen af den mægtige Civetta vestvæg. På de dele af ruten hvor jeg går op under en svævebane har jeg stien helt for mig selv 😉

Fra Alleghe følger München-Vendig ruten Alta Via 1, der er en populær highlights-tur gennem de sydlige Dolomitter, så fra toppen af svævebanen ved Col dei Baldi var der igen masser af mennesker. Det betyder selvfølgelig også restauranter, så jeg kunne belønne mig selv for min standhaftighed med en espresso ☕ og et stykke kage 🍰 før det gik videre.

Det er fantastisk at gå langs den 1200 meter høje lodrette væg og tænke på at den blev besteget første gang allerede i 1925.

På dag 23 gik det videre langs væggen, rundt om Torre Venezia og langs Moiazza-væggen. Lige så imponerende det er at se op på de lodrette vægge, lige så irriterende er det at skulle kæmpe sig vej gennem de rodede bunker af klippeblokke der ligger for foden af dem 🫤

Disse vægge er så stejle man kan flyve wingsuit fra dem 😱 Jeg havde aldrig set det andre steder end på YouTube, men i dag oplevede jeg live wingsuit BASE flyvning fire gange. Det siges at de kommer 2-3 meter fremad for hver meter de falder, men det fra jorden ligner det et nærmest lodret fald.

Efter overnatning på Rifugio San Sebastiano i det relativt fredelige Duran-pas var det tid til at tage en beslutning om Schiara-bjerget: Over eller udenom?

Dette bjerg er turens crux, og det ligger desværre først når man har vandret i 3 uger. Jeg vurderede mine trætte ben (og udsigten til tordenvejr) og besluttede at den nærmest lodrette Schiara-sydvæg med 600 højdemeters middelsvær via ferrata var mere end jeg ville binde an med.

Jeg tog derfor en kort dag 24 og stoppede tidlig eftermiddag på det lille Rifugio Pramperet. Her mødte jeg en hollandsk dame med præcis samme 35 år gamle rygsæk som mig. Vi var naturligvis straks enige om at moderne super-ergonomiske letvægts-rygsække med deres spinkle plasticstivere og små skrøbelige spænder er noget opreklameret fis…

Dag 25 gik jeg så via Pian de Fortana og drejede fra ned i dalen før starten på Schiara-bjerget. Alle de andre, der går udenom Schiara, går helt ned til vejen og tager en bus til Belluno. Men jeg er jo stædig og vil tage hele turen til fods, så jeg overnattede på Rifugio Bianchet på vejen. Vejrudsigten holdt stik med torden og regn om eftermiddagen, hvor jeg ville have hængt midt på Schiara-sydvæggen. Nu sad jeg i stedet på en overdækket terrasse med kaffe og kage 😊

Dag 26 gik så først gennem skoven ned til busstoppestedet og så de 20 km ad vejen til Belluno. Nu begynder det at stå Venezia på vejskiltene!