Dag 19-21: Puezhütte-Alleghe

Dag 19 gik først over Cir-Joch, hvor myldretiden begyndte. Der er kun en time herfra ned til Grödner Joch med parkeringplads og busrute, så stien var fuld af dagtursturister. På den anden side af dalen gik mylderet heldigvis hurtigt over efterhånden som jeg klatrede op langs nordkanten af det tilsyneladende uigennemtrængelige Sella-massiv.

Men der var selvfølgelig en vej op. Det er ikke fordi jeg er overtroisk, men til et af de sværeste stykker på turen kunne de nu godt have valgt et andet rutenummer end 666 😈 Min GPS kunne ikke få signal mellem de lodrette bjergvægge i den stejle slugt, men der var jo også kun én vej: op. Her fik jeg brug for hele via ferrata udrustningen til et langt næsten lodret stykke med stige 🪜, trin og sikringskabel.

Mange af mine med-vandrere på dette stykke går Alta Via 2, der samler nogle af Dolomitternes highlights. De skulle ikke videre end det smukt beliggende Rifugio Pisciadù, men jeg nøjedes med en sen frokost og fortsatte gennem mere via ferrata og over turens højeste punkt på 2962 m til Boè hytten, der er højeste overnatningssted med 2873 m.

Efter endnu en nat med tordenvejr stod jeg op på dag 20 til haglvejr – ikke bare danske småhagl men ærtestore hagl der dækkede jorden og gjorde bjergene hvide. Men jeg havde ikke travlt og kunne lade uvejret drive over før dagens etape ned til det travle Pordoi-pas og videre til min overnatning for enden af den opdæmmede Fedaia-sø. Skråningen ned mod passet var selvfølgelig blevet til mudder af nattens regn og hagl, og det lykkedes mig desværre at skvatte på røven og brække min ene vandrestav 🫤. Jeg brækkede også én på PCT, så måske skal jeg bare til at have en reservestav med når jeg vandrer.

Dag 21 gik roligt nedad, først gennem skiområdet hvor snekanonerne står klar og dem er i gang med at installere flere.

Så gik ruten gennem den smalle Sottoguda-slugt, der en gang har været dramatisk. Nu er den totalt Disneyficeret med bred betonvej, stålbroer og blomsterkummer. Blomsterkummer! Jeg havde hellere haft den som via ferrata, men så havde der jo ikke været 7 Euro i entré og busfulde af turister. Heldigvis er der meget andet af ruten der stadig er spændende – turens videre gennem skoven var en forhindringsbane af væltede træer som ofte på PCT 😊. De gamle bondehuse i Sottoguda-dalens bliver også efterhånden til feriehytter – man kan ikke holde fremskridtet tilbage.

Nu sidder jeg på et hotel i Alleghe og har fundet en sportsbutik og købt nye stave. Så jeg er klar til at tage hul på den sydlige del af Dolomitterne i morgen.