Så er vi næsten færdige med Sierra bjergene. Det har været en stor oplevelse – fantastisk smukt, men også utrolig hårdt. Efter Forester Pass på 4.000 meter følger Glen, Pinchot, Mather og Muir Pass, alle på over 3.600 meter. Og så kommer Selden, Silver og Donohue på over 3.300 meter. Og ind imellem passene skal man 800-1.200 meter ned og op igen.
Selvom meget af sneen er smeltet, ligger der stadig en del tilbage omkring passene. Det betyder at man mange steder ikke kan se hvor trailet går. Når man er færdig med et snefelt kravler man så rundt på klipperne for at finde tilbage til sporet. Det er med god grund, at bjergbestigere hader blandet klatring på klipper og sne. Hver gang man er færdig med et stykke sne, skal man beslutte om det kan betale sig at standse og tage snepiggene af, eller om man skal klatre hen over klipperne på sine metalspidser indtil det næste snefelt.
Om morgenen er sneen frosset og relativt nem at gå over, men fra midt på formiddagen bliver det øverste lag blødt, og om eftermiddagen vader man rundt i en blød grød af halvsmeltet sne. Så vi måtte lave om på vores plan og sove i frostvejr over 3.000 meter på det sidste flade stykke inden hvert pas. Det betød vi kunne klatre op på frossen sne, og komme ned igen på den anden side senest ved frokosttid.
Det betød også, at det stykke, der var planlagt til 7 dage, kom til at tage næsten 10, så der måtte spares lidt på maden. Vi havde heldigvis rigeligt, men samtalen mellem hikere de sidste dage gik tit på “hvor meget mad har du tilbage?”
Sten er ikke nogen stor vinterbader, men mens han laver frokost kan Lotte nogen gange tage et forfriskende bad i bjergsøerne på vejen.
Der er masser af dyreliv – hjortene bliver bare stående mens vi går forbi. Murmeldyrene bliver også bare siddende på deres sten, og ved genforsyningsstederne render frække chipmunks rundt og kravler helt ned i din rygsæk efter dine snacks, hvis ikke du passer på.
Man krydser mange vandløb i det høje Sierra. Nogen steder er der broer over de vildeste vandløb, men mange af broerne er noget medtagne og nogle er halvt skyllet væk. Hvis ikke der er en bro må man vade, hoppe fra sten til sten eller balancere på en træstamme. Det går for det meste godt, selvom det lykkedes Sten at træde igennem en rådden træstamme og sætte den ene fod i floden.
I vores genforsyningsplan regnede vi med at købe ind i Tuolumne Meadows i nærheden af Yosemite. Det var en fejldisponering. Vi havde set i vores hiker app at der skulle være mad at få, men da vi ankom, havde andre hikere købt det hele. Så i tre dage måtte vi leve af skiveost, toastbrød, cookies og tørret kød (beef jerky), som de heldigvis har alle vegne.
Så gik det bedre i Kennedy Meadows Resort, hvor butikken havde alt hvad vi behøvede selvom pladsen var helt fyldt med andre hikere. Og vi fik fyldt depoterne op med cheeseburgere og varm chokolade med flødeskum.
En del af vores grej er ved at være slidt op efter 80 dage på trailet. Lynlåsene i vores telt lukker dårligt og der sivede luft ud af vores luftmadras, så vi måtte ud i en sø for at finde hullet. Vi kan se at andre har de samme problemer, så det er nok bare holdbarheden af moderne letvægtsgrej. Vi har et nyt telt ventende på os i Sierra City – så håber vi det holder resten af turen.
I det høje Sierra er der ingen veje, og det betyder ingen Trail Magic. Men nu hvor vi kommer forbi en vej en gang imellem kan man være heldig at møde et par hikere fra sidste år der gerne vil give lidt tilbage. Så vi fik pandekager og hotdogs til morgenmad 🙂
Vejret er ikke længere kun solskin. Det blev tordenvejr mens vi var på vej op til Carson Pass, så vi måtte krybe i ly og vente til det var drevet over. Vi får også hagl på størrelse med ærter, der gør skovbunden helt hvid.
Lige nu holder vi hviledag i South Lake Tahoe, der er en rigtig ferieby. Meget af skovene herfra er brændt i de sidste år, så trailet er afsvedet og fyldt med væltede træer. Vi har fået anbefalet at springe de værst ramt områder over, så vi lejer en bil herfra og kører lidt mod nord før vi går tilbage på trailet.
Vi kan se at nogen af dem, vi har fulgtes med, begynder at falde fra. Enten har de fået nok nu hvor de har oplevet det høje Sierra, eller bjergene har slidt dem ned. Men vi regner med at et par hviledage kan gøre os klar til de sidste 1.500 miles 😉
Kære begge
Så dejligt at høre fra jer! At det fortsat går godt, selvom det lyder som om grænserne testes.
Pas godt på hinanden – og bliv ved med at sende nyt og fantastiske billeder.
Kærlig hilsen og mange tanker
Lotte
Hvor er I bare seje, tusind tak for spændende tur beskrivelse og fantastiske billeder, fortsæt med at passe godt på hinanden.
Kh Margrethe
No quitting! I har den. Og det er spændingsfyldt læsning for os, som skuler lidt til den danske sommervejrudsigt og forsøger at klare en let bakke på cyklen eller en time på et fitness hold!
Hej begge to, det er skønt at læse om jeres oplevelser på trail. I har fat i noget der er meget inspirerende at læse om. Tak til jer der bryder ud af hverdagen og går egne veje og søger og er nysgerrige – dejligt at følge jer. Håber I når dertil og kan sige “Mission accomplished”. Held og lykke på vejen. Bedste Preben