700 Miles

“Ever my heart rises as we draw near the mountains” siger dværgen Gimli i “Ringenes Herre”. Vi kan godt genkende følelsen. Efter over 40 dage i ørkenen er vi nu kommet til Kennedy Meadows, der markerer overgangen til Sierra og de “rigtige” bjerge.

Vi tog forskud på L.A Aquaduct ved at gå et par miles ud om eftermiddagen og “cowboy-campede” nogle timer før vi startede igen ved midnat. Cowboy-camping er når man bare ligger i sin sovepose under stjernerne. Nogen hikere gør det tit, men vi plejer at sove i vores indertelt uden oversejl i ørkenen. Vi gik hele natten mens vi kunne høre vandet strømme til Los Angeles under vores fødder, og kaniner og ørkenmus løb gennem lyskeglerne fra vores pandelamper.

Det næste stykke forbi Tehachapi Pass gik gennem en af Californiens største vindmølleparker. Der er over 4000 møller, så vi gik i dagevis til swish-swish lyden af drejende vinger.

Trailet på dette stykke er ligesom San Jacinto ikke blevet vedligeholdt i mange år. Det betyder massevis af væltede træer, som man skal klatre over, under eller gå udenom.

Det er også meget varmt og der er langt imellem de sikre vandkilder – 85 km på det længste stykke. Det er umuligt at bære så meget vand, så vi er afhængige af vores hiker-app. Der har dem der går foran os skrevet kommentarer om hvilke vandløb der stadig er lidt vand i, og hvor der er vanddepoter. Disse “water caches” er etableret og genopfyldes af lokale frivillige.

På et af de tørreste og hårdeste stykker kom vi til en grusvej, hvor to pensionerede amerikanere havde parkeret deres bil og stod klar med campingstole og en køleboks med iskolde sodavand. Der er ikke mange glæder i hverdagen der kommer op på siden af det 😎

Da vi kom til Walker Pass var vi løbet tør for mad og måtte ind til Ridgewood og genforsyne. Det var heldigvis onsdag, for bussen herude på landet kører kun mandag, onsdag og fredag. Ud over det sædvanlige trail-mad kunne vi også tage en frisk Subway-sandwich med. Den smager også bedre herude på trailet 😃

Vores første par sko er slidt op nu, men her i Kennedy Meadows havde vi nye sko liggende og vente på os. Stens fødder er blevet bredere på de over 1000 km vi har gået, og hans gamle sko er nærmest flækket. De nye er heldigvis en bredere model.

Herfra skifter vores vandudfordringer også karakter – fra meget lidt vand til temmelig meget vand. Både i form af sne i de høje pas og som iskolde smeltevands-vandløb, vi skal vade igennem. Men vi er ved godt mod og glæder os til bjergene.